Henrik, Lone og jeg har et særlig forhold til hinanden. Da vi flyttede til Egedalsvænge, tror jeg at rygtet var løbet foran os, så da vi gik henover gården, vidste mange at vi var Jehovas Vidner. Vi boede i nr. 6, og ret hurtigt fik vi kontakt med Erik og Hanne som boede i naboopgangen. For at besøge familien samt Henrik og Lone som var i sommerhus, ville Erik gerne låne fars (invalide)bil, så jeg var med.

Vi skulle selvfølgelig ud at bade, og der havde Henrik mange gode spørgsmål om vores tro. Da et af de tungere emner kom på banen, syntes jeg ikke at jeg kunne svare godt nok under de givne omstændigheder (man kunne jo ’falde i vandet’), så jeg foreslog Henrik at spørge far og mor om det, og at han gjorde det er en god grund til at vi er her i dag.

Senere da Hørsholm rigssal blev indviet, det hus som nu er ’konverteret til islam’, var jeg med. Far og mor havde en anden aftale, så jeg skulle med Henrik og Lone hjem. Der var mange til stede og det trak ud, for man snakker jo bagefter. Henrik fandt mig og bar mig gennem menneskemængden i forhallen og ud til bilen. Det kan godt være at nogen havde et problem med det - det havde vi ikke. Hjemme hos Henrik og Lone blev jeg præsenteret for potkäse, det var vist ikke lige mit nummer.

For ca. 1½ år siden besøgte mor, jeg og nogle venner jer til frokost og det var bare så hyggeligt. Tak for jeres gæstfrihed, og tillykke!

Henrik & Lone betød meget for far & mor, også omvendt, som det fremgår af Helles tale. De hjalp og støttede hinanden på mange måder. Nu er det Tina og Michelle der 'er der for dem'.

Sønnen Kristian (kaldet 'Luffe') med kone og børn - Stine, Alvilda og Alfred - bor på Færøerne, men er med til at støtte og opmuntre. Åndelige ting kan deles på afstand, og der er familiært samvær når familien tager en tur ned til sommerhuset i Vestsjælland.

Far & mor holdt også meget af Morten, den ældste søn. De var glade for ham fordi han var så hjælpsom, især når de skulle flytte. Han fik lov at flytte fars elskede klaver.